KOLORISTERNE 2006
There are no translations available.


Koloristernes årlige udstilling finder sted på Den Frie Udstillingsbygning i København fra lørdag den 7. januar til søndag den 29. januar 2006. Traditionen tro viser udstillingen en bred vifte af malerier, akvareller, grafiske arbejder og skulpturer, samt et stort billedtæppe ”Læhegn, november” vævet af gruppens formand Nanna Hertoft og en ruminstallation af gæsten Miguel Vega Olivares.

Miguel Vega Olivares, som også var gæst sidste år, arbejder koloristisk på en anderledes måde ved hjælp af farvet lys samtidig med, at han inddrager hele rummet i værket. Den anden gæst Svend Danielsen var ved forrige udstilling repræsenteret bl.a. med en installation bestående af byggeplader, lænestol, video og fuglehus. I år udstiller han udelukkende malerier, det ene af stort format på 2,5 x 4 m. Den tredje gæst, Hartmut Stockter, kendetegnes ved en særlig indgangsvinkel til naturen og landskabet. Han bygger underlige maskiner à la Storm P., som oftest bruges til betragtning og undersøgelse af landskabet – denne gang bliver det et såkaldt bærbart udstillingsekspeditionsfartøj.

Blandt medlemmerne kan nævnes Niels Reumert, der har været på et flere måneders ophold i Paris, hvor han flittigt besøgte museerne for at finde inspiration i andre kulturer, indtil han – for at gentage hans egne ord - ” blev slået ud af kurs af kaninerne”. Dette resulterede i bl.a. to store malerier ”Alternativ behandling” og ”Kaninterapi”. Af storslået format kan ligeledes nævnes Inge Lise Westmans imponerende maleri på 3 x 4 m, som hun kalder ”Understrøm (bølge)”.

I en hel anden skala findes Jens Peter Helge Hansens og Leifs Lages farvemættede og poetiske akvareller. Helle Thorborg har ladet sig inspirere af en rejse til Sardinien i det tidlige forår, mens Ingvald Holmefjord fascineres af det sydfranske landskab med dets blomstrende mandeltræer, vinmarke og fyrretræer - et uutømmeligt univers af lys, farve og stoflighed. Anne-Birthe Hove udstiller en serie grafiske arbejder udført med fotogravure og koldnål.

Blandt billedhuggerne bliver Sigrid Lütken repræsenteret med både relieffer og skulpturer oftest inspiret af naturalistiske eller symbolske motiver. Astrid Klenow tager udgangspunkt i naturens organiske former i en serie stentøj-skultpturer kaldet ”Vækst”, mens Lisbeth Nielsen forbliver trofast ved mennesket som motiv.

Desuden udstiller Eli Benveniste, Finn Nielsen og Kurt Tegtmeier, og blandt malerne Søren Ankarfeldt, Ole Heerup, Peter Hentze og Toni Larsen.
Ferniseringen afholdes lørdag den 7. januar kl. 13 – 17 og søndag den 8. januar kl. 10-17.

Pressen er velkommen på udstillingen fra onsdag den 4. januar.

Pressefotos kan hentes på Koloristernes hjemmeside www.koloristerne.dk

Med venlig hilsen
Marianne Barbusse
Pressesekretær
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

 

EXHIBITION PHOTOS

24advertisements300x300.jpg
 
Banner
 
Banner