| DECEMBRISTERNES UDSTILLING 2005 |
|
There are no translations available. MANGFOLDIGHED I KUNSTNERISK FORMSPROG OG ÆRINDE KENDETEGNER DECEMBRISTERNES UDSTILLING 2005 Kunstnersammenslutningen Decembristerne åbner i år dørene for syvoghalvfjerdsindstyvende gang, og det er os en glæde at indbyde til udstillingen i Den Frie Udstillings Bygning, hvor der er fernisering lørdag den 5. februar kl. 13-17. Herefter er udstillingen åben alle ugens dage fra kl. 10-17; sidste dag den 27. februar. Pressen er velkommen på udstillingen allerede fra torsdag den 3. februar, idet udstillingen forventes færdigplaceret i løbet af torsdagen og senest fredag den 4. februar fra morgenstunden. Decembristerne er en institution med 77 års erfaring hvad angår det særlige at arrangere udstillinger, og man har taget hensyn til skiftende tider, som indlysende har haft indflydelse på udstillingernes fremtoning. Man kan sagtens tale om, at der eksisterer en slags slægtskab værkerne imellem, selvom gruppen rent umiddelbart kan forekomme uhomogen, men den kendetegnes netop ved kunstnerisk individualitet, artikuleret med æstetisk sikkerhed. Man har i gruppen aldrig været samlet om én bestemt kunstnerisk idé. Det centrale kunne være fortællingen, stemningen og øjeblikkets skønhed formet af hjerne og hjerte i kontemplativ dialog. - Med hjerne og hjerte - lød en anmelderoverskrift netop sidste år. Sammenslutningens kunstneriske formsprog rummer de mere traditionelle maleriske og skulpturelle udtryk såvel som fotografiske, installatoriske som rumlige greb, alt imens særegne udtryksformer og undersøgelsen af mellemrummets kategorier dominerer i fællesskabets univers, hvor også respekten for hinanden og de andres personlige ståsted trives, og med dyb respekt for kunsten som et menneskeligt udtryk, der må forandre og forbedre verden. Årets inviterede gæsteudstillere repræsenterer især den yngre generation af kunstnere, der allerede har gjort sig gældende på den danske kunstscene. De tegner et fællesskab, i stoflig sensibilitet og i en tankens kunst, der konsekvent udfordrer det traditionelle værkbegreb. Således perspektiveres Decembristernes anarkistiske pluralisme og karakteristiske tænksomhed. På udstillingen deltager decembristerne Doris Bloom, Inge Ellegaard, Henrik Flagstad, Henrik Have, Oda Knudsen, Jørgen Carlo Larsen, Peter Laugesen, Jan Leth, Jesper Rasmussen, Robert Risager, Ane Mette Ruge og Hans Christian Rylander, og gæsterne Maj-Britt Boa, Dorte Jelstrup, Karen Havskov Jensen, Sophus Ejler Jepsen, Henrik Menné og Mogens Kølkjær. Maj-Britt Boa (1963) installerer på udstillingen i alt fire kontemplativt iscenesatte fotografier, ledsaget af en glasfiberskulptur, der i sin form spejler det afbillede landskab. Fotografierne er et eksempel på den unge kunsts udvidede billedsprog, der ved hjælp af kommercialismens og reklameæstetikkens virkemidler fortæller eksistentielle historier om stemninger og fornemmelser. Fotografier fastholder betragteren i spændingsfeltet mellem bogstavelighed og det visuelle - fanget i en tilstand mellem drøm og virkelighed. Dorte Jelstrup (1964) præsenterer et nyt projekt i form af den tværmediale totalinstallation ´Tiny Deamons inside me´. Værket er tilpasset udstillingsbygningens rum og består af videostills, tegninger, akvareller, malerier og stoflige elementer placeret på vægge og gulve. Kernen i værket udgør en tematisering af det kvindelige kropslige subjekts drømme, længsler, begær og forestillinger i forhold til den maskuline Anden. Formelt karakteriseres værket af stor sanselighed og stoflighed, imens det tematisk fokuserer på menneskets eksistens og bevidsthed i form og krop, køn og kontekst. Iscenesættelsen udgør en afsøgning af fælles universelle problemstillinger i refleksioner omkring menneskets eksistens, formidlet ud fra ´det feminint konkrete´. Karen Havskov Jensen (1963) viser på udstillingen det skulpturelle værk ´Aftermath´ fra 2003. ´Aftermath´ er en slags arkitektonisk skalamodel, der udgør et karakteristisk eksempel på Karen Havskov Jensens konceptuelle formsprog. Hun bygger plastiske stemningsrum, der udfordrer skulpturens væsen i konceptualitet. Motivet i ´Aftermath´ er et tog, der kører rundt i et landskab i en trækasse. Kassen fungerer som landskabets og værkets ramme, der ikke desto mindre via sin åbenhed inviterer beskueren i dialog. Tvetydigheden og kontrasterne artikuleres yderligere af kunstnerens materialevalg og værkets farveholdning. Der opstår en materiel forskydning, hvor betydningen dannes i interaktionen mellem rum, værk og beskuer. Sophus Ejler Jepsens (1971) procesorienterede greb handler om at udforske materialer, stofligheder, strukturer og arbejdsgange. Hans strategiske indgreb i hverdagen repræsenterer den progressive nutidskunst, der med et kritisk udgangspunkt i forbrugskulturen, fokuserer på indhold frem for overflade. Sophus Ejler Jepsens bidrag er et skulpturelt værk sammensat af standardiserede distributionselementer. Konstruktionen af kvartpaller, industrielle kassetyper og håndstøbte stearinlys akkompagneres af fotografiske optagelser af tidligere brugere af værket. Dokumentationen af selve oplevelsesprocessen lægger på denne måde op til aktuelle og tidstypiske refleksioner over forholdet mellem selve objektet og dets betydning. Henrik Menné (1972) har gennem adskillige år eksperimenteret med maskiner, der fremstiller skulpturer. Maskinerne er processuelle værker, der tager udgangspunkt i skulpturens traditionelle formprincipper. Han repræsenterer et underfundigt skulpturelt univers, der handler om tilfældighedsprincipper, det déstabiliserede kunstværk og en poetisk materialebevidsthed. På Decembristernes udstilling viser Henrik Menné en maskine, der drypper syre på en marmorblok, så der under hele udstillingsperioden langsomt ætses en tegning i stenen. Processen er afgørende for værket. der i sin ærlighed har til formål at afmystificere kunstværkets tilblivelse og forandring. Mogens Kølkjær (1941) er en grafisk kunstner, der skaber både grafik, akvareller og malerier, og de senere år yderligere har inddraget eksperimenter med cd og foto i sit virkefelt. Han bidrager til Decembristernes udstilling med tegninger, digitale print og andre tryk. Hans udtryk er påfaldende mørkt og gestikulerende. Til forskel fra de fem yngre gæster på Decembristernes udstilling i 2005, præsenterer Mogens Kølkjærs værker en velkendt sanselighed og malerisk kraft, der elaborerer på en abstrakt ekspressionistisk tradition. Hans billedsprog demonstrerer en kontinuitet og stabilitet, der på sin vis balancerer begrebet omkring det destabiliserede kunstværk, som signaleret af udstillingens andre gæster. Til orientering skal oplyses at der produceres en værkfortegnelse til udstillingen, der foreligger klar til pressen, museer, og fonde torsdag eftermiddag den 3. februar. Derudover er der produceret et indbydelseskort med oplysninger om arrangementer i forbindelse med udstillingen samt andre nødvendige oplysninger og adressen til vores hjemmeside: www.decembristerne.dk. Årets udstilling er tilgængelig i billeder og tekst på hjemmesiden fra fredag aften den 4. marts. Arrangementer i forbindelse med udstillingen: På ferniseringsdagen kl.14 vil Doris Bloom udføre en performance. Ligesom hendes udstillede værker udspringer den af modsætningerne mellem primitivitet (læs oprindelighed) og kultur. Mellem kropslighed og teknologi, mellem sanselighed og observation. Doris Bloom vil genoplive sin barndomsleg i bugen af friskslagtet kvæg. Hendes kunst bunder i krydsfeltet mellem primitiv kropslighed og britisk kostskoleafretning. Utallige er de referencer, der kan trækkes herfra. Digtoplæsning, Peter Laugesen læser egne digte på ferniseringsdagen kl. 15. Omvisning ved kunsthistorikeren mag.art Lise-Lotte Blom, søndag den 13. februar kl.14 og lørdag den 19. februar kl.14. Det er en glæde hvert år, at se den store publikumsinteresse Decembristerne har. Sædvanen tro er der lagt op til et bevægende møde, og De skal være så hjerteligt velkommen. Yderligere oplysninger kan hentes ved henvendelse til udstillingsbygningens inspektør, Karen Juul, telefon: 33122803. e-mail: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it eller til undertegnede. Hans Christian Rylander Lollikgaarden Skovleddet 2 4793 Bogø telf. 55894057 e-mail: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it |
EXHIBITION PHOTOS




