|
/ 26. NOVEMBER 2010 - 2. JANUAR 2011
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat er et af landets største hæderspriser til danske kunstnere. Fonden bag legatuddelingen uddeler årligt en række hæderspriser til danske kunstnere - hvert andet år æres Carl Nielsen, ved at tildele hæderspriser til musikere og komponister, og hvert andet år æres Anne Marie Carl-Nielsen, når priserne går til billedkunstnere. I år er det 50 år siden den første billedkunstner blev hædret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Prismodtagere i 2010 var de tre billedkunstnere SOPHIA KALKAU, MARTIN ERIK ANDERSEN og THOMAS POULSEN/FOS, som hver har modtaget et legat på 600.000 kr. Fælles for deres kunstpraksisser er, at de alle arbejder med et udvidet skulpturbegreb, og de har på hver deres måde været med til at definere den samtidige kunstscene. Prisen gives for både allerede udvist talent, såvel som en hjælp til fremtidigt arbejde. I forlængelse af prisuddelingen udstiller de tre kunstnere i Den Frie Udstillingsbygning. På udstillingen vises værker, som giver publikum et indtryk af de tre kunstneres omfattende værkproduktion og deres positionering på den danske kunstscene. Læs mere om fonden på www.nielsen-legat.dk
 SOPHIA KALKAU arbejder i et stramt og enkelt formsprog, ofte med udgangspunkt i geometriske grundformer. Hendes skulpturer er ofte hvide eller sart pudderfarvede og med en overflade som får dem til at virke næsten bløde. Skulpturerne suppleres af Kalkaus iscenesatte fotografiske værker, som ligeledes fremstår enkle og stramme, men dog med flere betydningslag. www.kalkau.dk
 MARTIN ERIK ANDERSEN arbejder i krydsfeltet mellem skulptur og installation. Hans udstillinger har ofte karakter af større helheder, hvor værkerne så at sige smelter sammen eller forbindes af et netværk af betydninger, både materialemæssigt og kulturelt. Materialerne spænder fra det gennemsigtige silkepapir, strik, vinyl LP'er over uld og stearin til den klassiske bronze. www.martinerikandersen.dk
 THOMAS POULSEN optræder under kunstnernavnet FOS. Han arbejder med et begreb, han kalder social design. Han mener, at måden vi indretter os på i verden faktisk former måden, vi agerer på. Man kan betragte hans kunstværker, der ofte tager form af fantastiske knopskydende fortællinger, som en slags modeller over måder at tænke og være på. På denne udstilling viser FOS en samling nye videoværker samt et lydkunstværk. www.osloo.dk / www.grottanuova.dk
|