Dialog på tværs – ja tak! 2005

Den Frie Udstilling 2005

Dialog på tværs – ja tak! Fra Tal R til Agnete Bjerre

Undertegnede indmelder sig herved i et Selskab bestaaende af danske Kunstnere, der har til Formaal at lade afholde aarlige, selvstændige og for Selskabets Medlemmer censurfri Kunstudstillinger”. Sådan var betingelserne for Den Frie Udstilling, da den formelt blev stiftet i 1891, og “Selskabet”, der i dag består af 37 medlemmer, fungerer efter samme model i dag.

Den Frie Udstilling er et af de vigtigste udgangspunkter for den særlige danske tradition for kunstnerisk selvorganisering, hvor det billedkunstneriske konstant bliver diskuteret på værkniveau på billedkunstnernes egne præmisser.

Den Frie Udstilling er fyldt med hvad man kunne kalde kunsthistoriske “fejlslutninger” – for hvordan kan så forskellige værker som Agnete Bjerres og Bent Sørensens være i klub med det udvidede værkbegreb, som findes hos fx Tal R eller Bjørn Nørgaard? Og hvad sker der, når man inviterer Kvinder på værtshus og FOS som gæster? En levende og kontant dialog hundrede procent på værkernes betingelser om hvad billedkunst overhovedet er. En dialog på tværs af alle sikre rammer.

Den Frie Udstilling er i år særlig glad for at kunne byde Tal R og Henrik B. Andersen velkommen som udstillende medlemmer. De er begge markante billedkunstnere, der fra hver deres radikale position i nutidskunsten netop har hjemme på Den Frie Udstilling.

Den Frie Udstilling ejer Den Frie Udstillings bygning. Ophængningsudvalget har i år ønsket at sætte fokus på netop huset, stedet, ved at opfordre Freddie A. Lerche til i sit værk at forholde sig til Willumsens bygning på arkitektonisk niveau. Resultatet er et værk, som både forholder sig nuanceret, diskret og konkret til bygningens rumforløb og samtidig er i dialog med Lerches eget koncentrerede arbejde med “det radikale maleri”. Lerches værk, som involverer alle bygningens rum, er med dets aktualisering af det arkitektoniske blevet et afsæt for ophængningen.

Et andet markant træk ved årets udstilling er, at mange af billedhuggerne har valgt at “kravle op på væggene”. Willumsens udstillingsbygning bugner med værker af i alt 33 kunstnere.

Med mindeophængninger af Ejler Bille og Rasmus Nellemann tager Den Frie i år afsked med to betydelige kolleger, der døde i 2004.

Ved udstillingsåbningen d. 2. april 2005 udgives to bøger:

Elle Klarskov Jørgensens bog omhandler hendes produktion fra 1984-2004. Bogen er et grafisk samarbejde mellem kunstneren og Arkitekturforlaget B. Billede, ord, materiale og faktuel information er flettet sammen i en ikke-kronologisk, grafisk eksperimenterende billedfortælling over 140 sider i farve.

Niels Guttormsens bog Fotografiske notater fra bogforlaget Aristo 2005, gengiver 50 farvefotografier optaget 1971-79 samt to tilknyttede tekster, der læser og tolker skulptørens farvefotos. Ny Carlsbergfondet og Kunstrådet støtter bogudgivelsen, der er på 64 sider og koster 150 kr.

I år udstiller:

Henrik B. Andersen, Martin Erik Andersen, Niels Andersen, Thomas Bang, Agnete Bjerre, Kirsten Christensen, Torben Ebbesen, Søren Elgaard, Svend Engelund, Nils Erik Gjerdevik, Niels Guttormsen, Kjeld Hansen, Hein Heinsen, Per Bak Jensen, Leif Kath, Anders Kirkegaard, Elle Klarskov Jørgensen, Thorbjørn Lausten, Freddie A.Lerche, Kirsten Lockenwitz, Bjørn Nørgaard, John Olsen, Tal R, Finn Reinbothe, Jørgen Rømer, Bent Sørensen, Margrete Sørensen.

Gæster:

FOS, Tine Maria Koefoed, Kvinder på værtshus, Jasper Sebastian Stürup.

Mindeophængning:

Ejler Bille og Rasmus Nellemann

Udstillingsperiode: Lørdag d. 2. april til søndag d. 24. april 2005, dagligt 10-17.

Fernisering: Lørdag d. 2. april kl. 13.00-17.00.

Ophængningsudvalg: Martin Erik Andersen, Kirsten Christensen, Nils Erik Gjerdevik og Finn Reinbothe.

Omvisninger: Søndag d. 3., 10., 17. april kl. 14.00 v. kunsthistoriker Tine Colstrup og søndag d. 24. april kl. 14.00 v. billedkunstner Søren Elgaard.

Koncert: Søndag d. 24. april kl. 15.00: Koppel-Andersen-Koppel. Igen i år kan man opleve den forrygende trio - Anders Koppel (orgel), Jakob Andersen (perc.) og Benjamin Koppel (sax) – på udstillingens sidste dag.

Yderligere information: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. eller på tlf. 33 12 28 03.

Velkommen til fernisering på en “H.C. Andersen–Fri–Udstilling” lørdag d. 2. april kl. 13.00!

 

Den Frie Udstilling takker Kunstrådets fagudvalg for billedkunst for støtte til udstillingen.

 

UDSTILLINGSBILLEDER

web. _mg_2916.jpg
 
 
Den Frie Udstillingsbygning