Den Frie Udstillingsbygning

28 maj -19 juni 2005.

Åben alle dage 10-17

FERNISERING: fredag d.27 maj kl. 16-19

Den Frie Udstillings bygning. Oslo Plads, 2100 København Ø

Tlf. 3312 2803, e-mail Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. , www.denfrie.dk

DELTAGERLISTE :

Marianne Hesselbjerg, Niels Erik Jensen, Ole Tophøj, Ewa Werber, Tine Hecht- Pedersen, Heine Skjerning, Peter Christian Petersen, Karin Lorentzen, Peter Böttger, Natalie Mégard, A.M. Jobim Jochimsen, Thomas Kiær, Signe Visnek, Bianca Maria Barmen, Kristian Devantier, Peter Holck, Villy Grønborg –samt mindeophængning for Hans Jørgen Jensen.

Med udgangspunkt i den pluralisme der præger –og har præget- kunstlivet i efterhånden adskillige år, har vi blandet en række billedkunstnere fra vores egen generation med yngre årgange.

Det afgørende kriterium i udvælgelsen af kunstnere, ældre såvel som yngre, har været det kvalitative i den enkeltes værk, idet den ideologiske orientering for os er af sekundær betydning.

Udstillingerne, vi har arrangeret, er således ikke blevet til ud fra en tro på kunstnerisk fællesskab- snarere tværtimod. Fællestrækket kunstnerne imellem er mere at finde i troen på den kunstneriske integritet, og udstillingens formål er at give denne holdning en platform-

Udstillingen skal ses i forlængelse af fire tidligere udstillinger ”Hovedstadens Museum” (1997), ”that” (1999) og ”16”(2001) INTERIM (2003) – alle afholdt på Den Frie og arrangeret af Villy Grønborg og Peter Holck.

I forbindelse med udstillingen er der trykt et katalog med tekst af Trine Ross.

For yderligere information henvendelse til pressegruppen ved:

A.M. Jobim Jochimsen (tlf. 2892 1896) og Ewa Werber (tlf. 2945 7409)

INTERIM

Ordet ‘Interim’ er grundstammen i ‘interimistisk’ og peger altså på noget midlertidigt og måske endda sammenflikket. I denne sammenhæng skal interim’ forstås som foranderlig, for udover en forholdsvis fast kerne af kunstnere, består hver Interim-udstilling af bidrag fra en lang række gæster. Selv ikke navnet kan man være sikker på: én udstilling bar overskriften ‘16’, en anden ‘that’.

Det giver måske mere mening at opfatte Interim som cirkler, planeter og planer i orbit omkring hinanden. I inderkredsen finder man Villy Grønborg, Peter Holck, Ole Tophøj, Marianne Hesselbjerg, Niels Erik Jensen, Thomas Kiær, Natalie Mégard, Ewa Werber og Tine Hecht-Pedersen, der alle har udstillet i Interim-sammenhænge mere end én gang.

Allerede mellem disse kunstnere opstår en række frugtbare paralleller og modsætningsforhold, for eksempel mellem Villy Grønborgs flimrende, impressionistiske lys og Niels Erik Jensens eftertænksomme rytme, der afsætter brændte farver omkring en horisontlinje. Eller mellem Ole Tophøjs nye værker, der er strammere i kompositionen end nogen sinde før, og Ewa Werbers vedvarende undersøgelse af feltet og farven, hvilket resulterer i malerier, der på én gang afholder sig fra ethvert visuelt trick og samtidig får øjnene til at dreje rundt i hovedet på beskueren. Gennem ‘Lediggængeren’s blik undersøger A. M. Jobim Jochimsen, hvordan landskabsmaleriet påvirker vores forestilling om et sted, idet hun kombinerer træpladens naturgivne årringe med tegn og kulører, som vi kender dem fra turistbranchen.

Mindeophængningen for Hans Jørgen Jensen fokuserer på hans arbejde med s/h fotografi. Som han selv sagde; “Man standser op et sted, tager et billede. Man tager eet skridt, frem, tilbage eller til en side, og se; straks ser verden helt anderledes ud”. Anderledes bruges mediet af Thomas Kiær, der udnytter fotografiets dokumenterende princip, som han så modstiller ekspressivt malede områder og collage, mens Signe Visnek skaber en dialog mellem det fortællende fotografi og det konkrete papir i sine værker.

En helt anden vinkel på fotografiet lægger Heine Skjerning, der som udgangspunkt for sit maleri har valgt et fotografi af en skulptur, som han i 2004 udstillede i Folkets Park på Nørrebro. Værk avler værk og går samtidig i en frugtbar opløsning, der sprænger rammen ud til rummet omkring værket.

Rummet optager i sagens natur også billedhuggerne. Natalie Mégards værker opererer indenfor et næsten arkitektonisk felt, der både er strengt retlinet og konceptuelt komplekst. I år viser hun ‘Kasse’, hvor det lys, der falder på den indre skulptur, antager næsten fysisk form. Marianne Hesselbjerg har tidligere arbejdet med et næsten abstrakt, men dog stramt og analytisk udtryk. ‘Leftovers’ er et mere figurativt værk, der dog stadig i sin kerne beskæftiger sig med rummet omkring sig, – det rum Peter Chr. Petersens farver invaderer som marcherende insekter, hvor de spreder sig som levedygtige bakterier og ændrer alt.

Der er også andre måder at lege med rummet på. Man kan for eksempel vende vrangen ud, sådan som det ser ud som om Tine Hecht-Pedersen har gjort med den portrætterede i ‘Portræt’, hvor tråde af lys turkis, glaseret keramik udgør busten, og samtidig er en måde at bygge en arkitektonisk struktur på, som man kan se det i nogle af Tines andre skulpturer til udstillingen, der ikke er figurative på samme måde som ‘Portræt’.

Karin Lorentzen er optaget af mennesket, både som fysisk og psykisk tilstedeværelse i verden. Hendes ‘Imagination’ er som knopskydende tankebobler og associationer, mens ‘Body’ har sæbeboblernes mødecirkler som sit udgangspunkt.

Peter Böttger interesserer sig, ligesom Karin Lorentzen, for strukturer i skulpturen, frem for massen, klumpen. Det værk han viser i år har titlen ‘IORKAS’, måske et anagram for Ikaros, der fløj for tæt på solens smeltende stråler og styrtede i dybet. Men mens Ikaros stammer fra den græske mytologi, så har Bianca Maria Barmen med udgangspunkt i det gamle Egypten opfundet sit eget vokabular. Brødet, frøen, hovedet, kuben og den plade det hele udfolder sig på, gentages i forskellige variationer og kombinationer. På den måde skaber hun en åben fortælling vi andre kan træde ind i og digte med på, ligesom man kan gøre det i Kristian Devantiers malerier, hvor menneskene ingen ansigter har, og derfor ligner os så meget. Devantiers historier er fortalt med en enkelhed og en opmærksomhed på detaljen, der er eventyrlig og ikke uden humor, og netop humoren peger tilbage på Peter Holck, der har taget Légers menneskekomponenter til et nyt stade af renhed i serien ‘Metro-billeder’ – både i komposition, farve og indhold. Her mødes finkulturen og tegneserien ligeså ubesværet og frugtbart, som både garvede og nye udstillere under overskriften Interim.

Trine Ross

Kunsthistoriker og kunstanmelder på Politiken